Du arbejder meget med dynamik og kontraster i dit musikalske udtryk. Kan du sætte nogle flere ord på hvorfor?

»Det, som jeg har været på jagt efter på mit kommende album, er et samspil mellem nogle meget rene lyde og klange, men samtidig også brugen af beskidte elementer til at give udtrykket en masse saturation og grit. Fordi vi arbejder meget med dynamik og kontraster, har vi fx også søgt mod at implementere lo-fi og hi-fi i samme nummer. Et konkret eksempel herpå er sangen ‘Reasons Never Change’ fra mit kommende album; en sang, som udtrykker min fascination for den amerikanske singer-songwriter Elliott Smith og særligt hans to første soloplader ‘Roman Candle’ (1994) og ‘Elliott Smith’ (1995). Derfor var tanken også at nummeret skulle indspilles på en 4-spors kassettebåndsoptager (se gear guide) for at ramme en tilsvarende æstetik og hvor vi kunne få den helt autentiske båndstøj med. Det var et meget minimalistisk setup, hvor vi optog akustisk guitar og vokal med en Neumann TLM 103 mikrofon. Kontrasten mellem noget, som lyder gammeldags og noget, som er meget rent, er vi begge to meget fascinerede af. Den lo-fi, man hører, bliver jo en slags new normal indtil noget enormt rent og æterisk introduceres. Man bliver overrasket hver gang, fordi ens ører har vænnet sig til det oprindelige. Det er netop denne kontrasternes spil, som vi konstant jagter.«

Caspar supplerer: »Ja, det er ret interessant, at selvom man tror, man ved, hvor man er rent lydmæssigt, kan man altid udvide dette perspektiv med et mix mellem lo-fi og hi-fi. På den måde kan man faktisk sige, at ørerne er dumme. Haha! For de accepterer jo, hvordan tingene lyder, fordi man som lytter hurtigt vænner sig til det, man hører. Hvis man fx lytter til en markant lyd i starten af et nummer, har man ofte en tendens til at opfatte det som en facitliste.« 

Hvad har det givet dig som musiker og producer, Asger?

»Det har først og fremmest fået mig til at lytte til min mavefornemmelse. At bruge så meget tid på at tage stilling til lyde og klange og få optursoplevelser i den proces giver mig en selvsikkerhed. Hvis jeg synes, at noget lyder godt, så er det fordi det lyder godt. Det har også været meget inspirerende at dyrke specifikke effekter, fx Space Echo-klangen, som jeg har meget gavn af - også når jeg producerer og mixer andres musik. Det er med til at give lyden karakter og tekstur. Hvis du har svært ved at få noget til at træde frem og finde sin plads, er Space Echo fantastisk hjælpsom. I nummeret ‘What Do You Want’ fra mit kommende album har vi indspillet en Telecaster gennem en Universal Audio Apollo Twin MKII Duo Heritage og herefter lagt Space Echo på, hvilket virkelig gav guitarrollerne karakter og personlighed. En anden af mine kæpheste er at lave harmoniske overgange mellem forskellige stykker i det samme nummer for at skabe dynamik. Jeg skal have en fornemmelse af at jeg ikke bliver revet ud af kurs, når jeg lytter et mix igennem. Der er dynamiske variationer rigtigt brugbare, det kan være fx. en klangflade eller et omvendt bækken, der markerer at nu sker der noget nyt.«

Når man arbejder både flydende og søgende i den kreative proces og nærmest skaber numrene i studiet, er det oftest mere reglen end undtagelsen at sangene forandrer sig fra den oprindelige idé til den færdige version. Asger og Caspar har ofte haft et udgangspunkt, som de forestillede sig skulle være et nummers identitet, men i takt med at de arbejdede, fandt de frem til sangens sande jeg: 

Caspar: »Når man arbejder på den måde, vi gør, skal man også øve sig i hele tiden at være frygtløs.«

Asger: »Ja,  og omstillingsparat. Fx. med et andet af mine nye numre ‘Flawless’, hvor vi har den helt store produktion i spil og hvor vi gik efter en Flaming Lips-vibe. Jeg er meget begejstret for de radikale valg, det band og deres faste producer Dave Fridmann foretager, når de laver plader. Da vi havde lagt rigtige trommer på ‘Flawless’, var vi nødt til at justere sangen ind efter det. Helt tilfældigt kom Anders Stig Møller (tidligere keyboardspiller i Turboweekend, red.) forbi studiet den dag for at hente sin bas. Caspar og jeg kiggede på hinanden og tænkte: ”Måske skulle vi lige spørge om han kunne tænke sig at være med”. Hvorefter Anders fandt på en vildt fed baslinje, som Caspar straks lavede en rowdy lyd til. Hvorefter vi blev nødt til at gentænke nummeret en gang til. Den oplevelse har vi haft mange gange, hvor vi troede, at vi var på rette spor, men i stedet skulle en helt anden vej. Sådanne spontane overraskelsesmomenter er fantastiske. Når man går hjem og tænker: Det havde jeg ikke lige set komme. Endnu en optursdag i studiet!«