Spring over
🍾 Vi afholder nytårskur/reception i vores butik i Rødovre (Islevdalvej 98, 2610 Rødovre) både fredag den 10/01 fra 14-16 og lørdag den 11/01 fra 11-13 og du er inviteret 🍾
🍾 Vi afholder nytårskur/reception i vores butik i Rødovre (Islevdalvej 98, 2610 Rødovre) både fredag den 10/01 fra 14-16 og lørdag den 11/01 fra 11-13 og du er inviteret 🍾

INTERVIEW MED

KATINKA

SANGSKRIVEREN



INTERVIEW MED

KATINKA

SANGSKRIVEREN


Tekst: Martin Gronemann

Billeder: DAniel Buchwald

Katinka Bjerregaard er blandt de senere års mest markante og roste danske sangskrivere. I front for Katinka Band har hun høstet både anmelderroser og priser for orkestrets dansksprogede sange, hvis autencitet og nærvær desuden går rent ind hos publikum. Vi satte os ned sammen med Katinka på hendes yndlingscafé, Petrol på Istedgade i hjertet af Vesterbro, og fik en snak om sangskrivning, live takes i studiet og hvorfor den talentfulde og eftertænksomme sangskriver altid har sin dagbog på sig. 

Hvordan arbejder du som sangskriver?

»Måske modsat andre sangskrivere, så starter jeg altid med teksten. Jeg er meget tekstfunderet og har altid haft en masse tekstbidder i mine dagbøger, som aldrig er kommet med videre. Nogle gange har jeg egentligt bare skrevet noget, fordi livet var lidt hårdt. Men tit kan der opstå en refleksion over dette ”noget”, der bliver til en sang. Som 20-årig fik jeg en ukulele og pludselig fandt jeg på melodier, der kunne samle mine tekstbidder. Det handler meget om at finde noget, der passer til ordene, så de fremstår godt. Jeg er ret rastløs af natur og jeg kan godt lide at formatet omkring en sang tvinger én til at have fokus, fordi der er en vers-omkvæd-struktur. Jeg sidder hele tiden med mine tekster og tænker ”Hvad er vigtigst? Hvad skal være den linje, som du gerne vil have at folk husker bagefter.” Den første linje skal på en eller anden måde have en tråd til resten af sangen. Et hook, som jeg gerne vil have, at folk tager til sig. Jeg skriver ofte for at lytteren nemt skal kunne finde det, som man skal lægge mærke til. Jeg vil lære folk at lytte til tekster, når man er til koncert. Da Katinka Band startede, følte jeg lidt, at der var en stemning af at man bare var ude og høre noget musik med en fadøl. Når man ligeså meget jo var til en form for digtoplæsning. Derfor betyder det også meget for mig at mine tekster er gennemarbejdede og at de sagtens kan stå for sig selv, hvis man fjerner melodierne.«

Er der en tekst, som du er særligt stolt af?

»Jeg synes, at teksten til 'Idioter' (fra EP'en 'Lufthuller') er fuldendt i sin helhed. Den er meget stringent skrevet. Oprindeligt havde jeg mange flere ord med, men jeg ville ikke have en masse fyldord og tvivl. Det skulle være en fuldstændig krigserklæring og jeg følte at teksten havde den effekt, som jeg synes, at den skulle have, da den udkom. Det med at servere den råt og nøgen betød meget for mig. At jeg kunne få det til at lykkes. Der bliver generelt sendt så mange meninger, følelser og ting ud i verden, som man ikke helt ved om man skal bruge til noget. Jeg har den holdning, at når man har fået en kanal til at sende ting ud – i mit tilfælde som sangskriver – så skal man tage det meget alvorligt. Jeg vil ikke stå for at sende mere bras ud.« 


Det nye album fra Katinka Band, som får titlen 'Ekstremsport' og udkommer 14. februar 2022, er blevet til i samarbejde med Brian Batz, en erfaren, visionær og alsidig producer, der har siddet bag pulten hos bl.a. Oh Land, Katrine Stochholm, Broken Twin, Fallulah og Luster. De to første albums med Katinka Band, 'Vi er ikke kønne nok til at danse' (2017) og 'Vokseværk' (2018) havde bandets guitarist, Simon Ask, i producerstolen, men han ønskede denne gang at træde ud af dobbeltrollen. Med en udefrakommende ved knapperne har det også givet gruppen en større frihed og glæde i indspilningsprocessen:  


»Her på vores tredje album skulle ske noget nyt. Det var også vigtigt for os ikke at komme til at lave et album, der lød lidt for meget som de to forrige. Brian har en baggrund i indieverdenen og har lavet en masse, vi kan lide i forvejen. Vi har indspillet albummet live i studiet og der har særligt været fedt for mig. Fordi min stemme og mit udtryk ændrer sig markant, når jeg føler, at jeg har et publikum. Og det har man jo sjældent, hvis man står i en kasse og har sunget den samme sang 17 gange. Så vi prøvede at skabe en bandvibe, hvor vi indfanger den nerve, vi har, når vi spiller live. Og som er det, jeg virkelig lever for. Mange af de nye sange er bare tre takes, hvor jeg har fået lov til at være fri og virkelig har følt numrene helt vildt. Den arbejdsform har Brian været rigtigt god til at holde fast i. Det hører også med til min æstetik med en lille smule hæshed, ligesom det også godt må være lidt falsk, hvis det har den rigtige effekt. Vores band er skabt ved at være på landevejen. Det var dér, vi fandt ud af, hvad vi gerne ville være, fordi vi spillede rigtigt mange koncerter i starten. Derfor var det så dejligt at komme ind i studiet og netop være det band, som vi er. I stedet for at være pakket ned i parceller.«

Kan du løfte sløret lidt for de nye sange?

»Ja, albummet kommer til at hedde 'Ekstremsport', hvilket er lidt en vits, fordi jeg aldrig har bevæget mig i mit liv. Haha. Men mit liv er også ekstremt på mange måder, og jeg har skrevet nogle sange, der handler om at være kvinde med afsæt i de sidste par års diskussioner, debatter og historier, som også har fyldt meget hos mig. Vi har fx en sang, der hedder 'Luftmadras', som handler om alle de mænd, jeg har mødt på bodega, som har taget mig på låret og sagt, at jeg var dårlig til at synge. Jeg har også skrevet en sang til mine børn og det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg tror bare, det er gået op for mig, at dette liv er ret ekstremt. Fordi det jo også er et liv, der er offentligt, hvor man har røven i klaskehøjde. Men så klasker jeg jo bare lidt tilbage.« 


Kan du fortælle lidt om jeres udvikling i Katinka Band?

»Historien starter jo med to mennesker (Simon og Katinka, red.) som mødes på en bodega for ti år siden. Jeg havde nogle sange, men ingen drøm eller intention om at blive musiker. Simon havde helt klart en intention om at blive musiker og manglede at producere noget for nogle. Han havde sindssygt mange visioner og jeg havde ingen. Og så stødte de andre til, først Marie og sidenhen Tobias. Vi har altid set os selv som et band, men der var det med at vi hed Katinka, hvilket egentligt skyldes, at vi både ikke havde tænkt over et navn før vi kom i radioen, men også fordi det er mig, der stod som den primære afsender. I hvert fald særligt på de to første albums, hvor jeg også havde en smule vetoret. I processen med det nye album har vi nærmest skrevet alle sangene sammen, hvor jeg er kommet med nogle tekstidéer og hvor sangene har taget form af fx et guitar-riff eller en klavermelodi, som jeg færdiggjort teksten og melodien over. Det har været spændende at tænke: ”Nu går vi bare i gang og så ser vi, hvad der sker.” Det har også været sjovt, fordi jeg er blevet vildt udfordret i den måde, jeg skriver sange på. Det har desuden givet mig mere selvtillid i forhold til det håndværksmæssige i at være sangskriver. Visheden om at jeg godt kan gøre det, jeg vil med mine sange sammen med mit band. Fornemmelsen af at der ligger noget håndværk i rygraden hos os vil jeg gerne bruge mere tid på.«

Afslutningsvis kan du komme ind på nogle inspirationskilder?

»Som barn læste min far 'Lystige Viser' op for mig og det gjorde et stort indtryk. Fx. PH, som havde sproget i sin magt, og som kunne skabe nogle billeder med meget få virkemidler og både få én til at græde og grine. Danske digtere som Frank Jæger, Tove Ditlevsen og ikke mindst Morten Nielsen (der udgav digtsamlingen 'Krigere uden våben', før han som 22-årig blev dræbt i en modstandsaktion med tyskerne i august 1944, red.) har også betydet utroligt meget. Jeg tror faktisk, det er Morten Nielsens skyld, at jeg rimer. Det der med at have nogle vers, hvor du kan fortælle det hele, er essensen af hvad jeg hele tiden søger i tekster. Og så samler jeg også bare på ord, fordi jeg læser meget og hører rigtigt mange podcasts. Men også at sidde på en café som her og overhøre folks samtaler, for nogle gange bruger folk udtryk uden egentligt at tænke over det. Det er også derfor jeg altid har min dagbog med i tasken, så jeg kan skrive guldkorn ned. Jeg hørte også DRs nyhedspodcast Genstart, hvor en journalist omtalte stormen mod den amerikanske kongres i januar med udtrykket 'ufortyndet vanvid'. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle bruge den sætning på et tidspunkt. At jeg også gerne vil have en sprutflaske, der hedder 'Ufortyndet vanvid', er en anden snak! Haha.«

FAKTA OM KATINKA BAND


Katinka Band består af Katinka Bjerregaard (vokal, ukulele), Simon Ask (guItar), Marie Hageltorn Christiansen (keyboards, kor) og Tobias Rye Adomat (trommer). Gruppen har udsendt to EP'er ('Røntgen', 2014 og 'Lufthuller', 2016) og to albums ('Vi er ikke kønne nok til at danse', 2017 og 'Vokseværk', 2018). Gruppen modtog i 2017 musikkritikernes pris Steppeulven som 'Årets Håb' og året efter høstede de musikforlæggernes pris Carl Prisen som 'Årets Komponist' for debutalbummet. Katinka Bands tredje album 'Ekstremsport' udkommer i februar 2022 og bliver fulgt op af 17 koncerter rundt i hele Danmark i februar og marts.