på køb over 1.500 kr.
På køb over 1.500 kr.
Det kan være svært at skulle beslutte sig for, om man skal investere i et akustisk eller elektrisk sæt trommer til øvebrug derhjemme, eller måske endda i et øvelokale/studie. Der er ikke som sådan en komplet facitliste, du kan forholde dig til (desværre) – men i bund og grund handler det faktisk bare om, hvad du foretrækker og måske endda også hvilken genre du ønsker at spille og hvor meget plads du har til rådighed. Vi har derfor samlet et lille overblik til dig, som forhåbentlig kan gøre beslutningsprocessen lidt lettere.
Digitaltrommer er kommet rigtig langt og kan i mange sammenhænge give et akustisk sæt baghjul, den dag i dag. De er geniale til øvebrug, da de er kompakte og derfor ikke fylder ret meget. Man har muligheden for at tilslutte et sæt hovedtelefoner, så man ikke genere andre og de er samtidig også lette at sætte til en højtaler eller et fuldt PA-system, hvis man vil have lyden ud i rummet. De er også nemme at optage med, da de uden problemer kan sættes i et lydkort, uden at skulle bruge det store udstyr. Derudover giver de mulighed for at eksperimentere med et hav af forskellige lyde, hvilket gør dem utrolig alsidige. De fleste sæt giver også mulighed for metronom, looping og at man kan tilslutte eksempelvis sin telefon, så man kan spille i takt med sine yndlings numre.
De vil aldrig komme til at lyde eller føles 100%, som et rigtigt sæt, så hvis du sværger til lyden eller endda feelingen af et akustisk sæt, så er det ikke sikkert du vil blive tilfreds med det elektroniske. Men til øvebrug kan vi ikke komme udenom, at de er utrolig praktiske.
Med et akustisk sæt får du både lyden og følelsen af et rigtigt sæt trommer og samtidig får du også muligheden for, at lave et hybrid sæt – da der i dag findes elektroniske moduler man kan tilføje til sine akustiske trommer, for at få digitallyden.
De kan være ret larmende og optage utrolig meget plads og så er de ikke særligt nemme at flytte rundt på. De kan være svære at optage, da man skal bruge mange forskellige mikrofoner, til hvert enkelt element. Det kræver en masse plads og et nærmest professionelt setup at optage akustiske trommer.
Alt i alt, når vi snakker til rent øvebrug kan et digitalt trommesæt bare være utrolig praktisk og give større mulighed for at eksperimentere end de akustiske nødvendigvis kan. Men kan man ikke gå på kompromis med den ægte lyd og følelse, så skal man holde sig til det akustiske. Snakker vi genre, vinder de digitale trommer klart på den elektroniske musikfront – til gengæld kan de godt give en lidt flad fornemmelse når det kommer til rock, metal, jazz eller blues hvor både lyden og følelsen af et rigtigt sæt bare spiller en kæmpe rolle. Har man ikke pladsen derhjemme eller i studiet, er de digitale trommer bare helt fantastiske – og så kan man måske være heldig at have et akustisk sæt i øveren eller lignende.
Vi håber dette indlæg hjalp dig lidt bedre på vej i beslutningsprocessen.
- Husk at du altid er velkommen til at skrive til os på mail@borgsound.dk eller ring til os på tlf 55810370 - eller kig ind forbi en af vores butikker og tag en snak med os - hvis du måtte have spørgsmål eller bare gerne vil vide lidt mere om de enkelte produkter.