Spring over
🍾 Vi afholder nytårskur/reception i vores butik i Rødovre både fredag den 10/01 fra 14-16 og lørdag den 11/01 fra 11-13 og du er inviteret 🍾
🍾 Vi afholder Nytårskur/reception fredag den 10/01 fra 14-16 og lørdag den 11/01 fra 11-13 🍾
I STUDIET MED:

JÆRV

I studiet med: Jærv

Tekst: TINA IHLE SUNDBERG

Billeder: DANIEL BUCHWALD

Jærv har lige udgivet deres første dobbeltalbum, som er deres største værk til dato. Albummet har fået titlen “Skud” og huser hele 21 numre. Vi har mødt dem i deres hyggelige studie, til en snak om den kreative proces og om hvordan de, med deres nye album, kæmper for at bryde ud af electropop-genren, for i stedet at tage plads i den alternative pops brede univers. Amanda og Mathias’ ønske var at skabe et album med flere organiske elementer end tidligere, som skulle vise sig at blive de bærende søjler i værkets fundament.

I den hyggeligste hule, i Københavns Nordvestkvarter, møder vi Amanda og Mathias, som tilsammen udgør Jærv. Her er størstedelen af deres nye dobbeltalbum “Skud” blevet til og studiet bærer klart præg af, at være hjemsted for en masse musik og kreativitet. Rummets hyggelige stemning, blandet med Amanda og Mathias’ rolige energi og imødekommende væsen gør, at man straks føler sig hjemme i deres selskab – og med en kop studiebrygget kaffe i hånd-en flyder samtalen, lige fra start af. 


Amanda og Mathias kommer begge fra musikalske hjem. Amanda har spillet meget klaver og har, siden hun var helt lille, eksperimenteret med at skrive sangtekster. Mathias startede på trommer, inden han senere hen forsøgte sig lidt med både guitar og klaver. De mødte hinanden på musik- videnskab i Aarhus, og er sidenhen blevet til duoen Jærv.



»Jærv blev en duo, lidt hen af vejen. Jeg startede med at ville lave sange på dansk og ville gerne i gang med et projekt og havde lidt løse tanker om, hvad det skulle blive til. Mathias var med fra starten, så indadtil har det altid været en duo, men Mathias var med i mange andre projekter, som tog ret meget af hans tid. Jeg havde ikke prøvet at producere før, men vidste bare, at jeg ville have et elektronisk element ind over, og Mathias var på vej ind i den verden, og synes det var spændende at hjælpe til med de her skitser, så det var en fælles proces, men mit navn udadtil. Da vi så signede med Playground Music, slog vi ligesom fast med dem, at vi var en duo og på en eller and-en måde var det en lettelse at kunne kalde os det, både fordi at så stod jeg ikke med det alene, men også fordi alt andet lød forkert« fortæller Amanda.

I sammenhæng med udgivelsen af deres single ”Er Det Uendeligheden”, som udkom forud for udgivelsen af albummet, siger Mathias: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Da Jærv startede, definerede vi en række søjler for hvordan vi gerne ville have udtrykket til at være. En af de bærende ting i starten var, at der absolut ikke måtte være guitar med i Jærv på nogen måde…«

»Vi har gået og tænkt lidt over, på det seneste, hvad årsagen egentlig var, til at guitaren blev lagt på hylden, da vi startede Jærv. Vi kom frem til, at vi begge to, hver især, længe havde været engageret i projekter hvor det organiske aspekt, har været det bærende element. Hele konceptet om den klassiske band konstellation og den kreative skabende proces er ikke negativ, men den kan være meget kollektivistisk og baseret på, hvad der ligesom frembringes i rummet, i momentet. Det ville vi gerne lidt væk fra for at bryde ud af de klassiske rammer, så vi var begge klar til bare at give guitaren en god lang pause og udforske hvad det kunne uden« fortæller Mathias. 

Han fortæller hvordan de brugte deres nye projekt, til at teste og udforske de her former for begrænsninger, for at komme lidt væk fra det de var vant til – ud af deres ”comfort-zone” om man vil.

»Vi havde en klar definition af det her kølige nordiske islet, med sådan en isende synthesizer-pop-æstetik, og det var bare nemmere at realisere, hvis man kunne sætte nogle lidt hårde rammer omkring lydbilledet« fortsætter han. Han fortæller videre om hvordan mange af deres tidligere sange bærer præg af en form for undersøgelsesproces, da han som uprøvet producer, følte at han måske kunne ”gemme sig” lidt bag ved de større produktioner, der desuden indeholdte ekstremt mange spor, som alle skulle kæmpe om pladsen i mixet.


»Jeg prøvede helt klart at skabe en eller anden form for maskering, ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg var meget selvbevidst omkring, at hvis produktionerne blev for nøgne på en eller anden måde, så ville masken måske falde og så ville folk kalde mig ud på det jeg var – en total uprøvet producer« fortæller han.

Der var en grad af tilfældighed over, hvordan guitarlyden blev introduceret i Jærvs musik. De fik en guitarist med i deres liveband, hvilket eksponerede dem for, hvordan det egentlig fungerede rigtig godt med guitar, ind over nogle af deres numre, samt hvordan den komplimenterede Amandas stemme. Coronakrisen gjorde at de måtte gentænke måden de plejede at afvikle koncerter, for da det hele så småt begyndte at åbne op igen, måtte der ikke komme ligeså mange til koncerterne og folk skulle sidde ned. 


Det gjorde at Amanda og Mathias spillede en del akustiske koncerter rundt omkring, som gav guitaren endnu et boost i deres lyd. Da de begyndte at kigge på skitserne til deres EP, som går forud for albummet, gav det pludselig mening for dem, at udforske et mere organisk lydbillede, end hvad de tidligere havde været vant til.

Det er altså ikke kun guitaren der har fundet vej ind i lyduniverset på Jærvs nye album. De blev enige om, at hvis de skulle lave et værk, der var så stort – så skulle der være mindst ét organisk element i hvert nummer. Hvis ikke dette skulle være guitaren, så kunne det eksempelvis være breakbeats. Mathias tilføjer hvordan at deres trofaste SUB37, også er blevet skiftet lidt mere ud med håndspillet bas i stedet. Derudover er antallet af spor i deres numre blevet minimeret betydeligt. 


»Mødet mellem introduktionen af guitaren som element, samt hvordan koncertformatet kan være mere bart, har helt sikkert gjort albummet til, hvad det er i dag. Mange af sangene har en større grad af intimitet« fortæller Mathias og Amanda nikker.

De fortæller også, hvordan de bestemt ikke er færdige med at udforske guitarlyden.


De er helt sikre på, at de vil blive ved med, at inspireres på ny og så er strygere især et element som Mathias ville synes kunne være spændende, at arbejde med i fremtiden.


»Man skal huske at holde fri, især når man lige har udgivet et nyt album, men det kribler lidt i fingrene for at udforske det næste« siger han. »Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lave et konceptalbum, med et helt fastlagt tema – det har jeg ikke prøvet før« tilføjer Amanda. »Det gør vi da bare!« svarer Mathias. »Jeg fik faktisk lige lyst til at lave en sang« siger Amanda og griner.

»Det mest naturlige for os, er hvis der er en af os, der har en skitse på forhånd. Den skitse kan enten være kommet ret langt, eller også kan den være helt vildt spæd« fortæller Amanda.


Amanda og Mathias lægger stor vægt på, at kunne være hinandens sparringspartnere i den kreative proces. Det betyder meget for dem, at de kan snakke frem og tilbage om deres idéer og tanker omkring skitserne de laver og komme med tilføjelser eller ændringer til hinandens idéer. Under Corona-nedlukningen, tilbragte de rigtig meget af tiden sammen i studiet, så her opstod idéerne i større grad i momentet.


»Nummeret “Når Jeg Giver Dig Min Hånd Tar Du Min Arm”, fra den nye plade, den blev til med vores elskede Prophet 6, som står pakket ned nu og er klar til Vega på fredag (deres tour-afslutningskoncert d. 22/10 2021 i Vega red.). Den blev til i sådan en helt old school jam session« fortæller Mathias. »Ja, vi havde lige fået den og så satte du dig og spillede noget i loop på den og så opstod den ellers lige der, meget hurtigt. Det er jo det der er det fedeste, når det sker synes jeg. Når en sang bare kommer rigtig hurtigt, fordi den bare skulle ud og være sådan« tilføjer Amanda.


De fortæller videre om hvordan de nogle gange giver hinanden ”lektier for” – når de hver især har gang i en kreativ tanke, men ikke vil forstyrre hinandens energi, så kan de hurtigt sparre med hinanden om en specifik tilføjelse eller ændring og så gå hver for sig og udforske videre med de ting i mente. De bruger begge Ableton Live – Mathias bruger det primært til at producere og mikse i, mens Amanda bruger det som et decideret sangskrivningsværktøj. Det gør deres kreative proces nemmere, at de arbejder i det samme program, så de nemt kan åbne og arbejde videre i hinandens skitser.

På “Skud” har Amanda og Mathias skrevet, indspillet, produceret og mikset størstedelen selv, og der har undervejs i processen været en række “go-to-gear”: » Vores Prophet 6 har virkelig været en kreativ primus motor for os, da den har givet nogle idéer, som ikke nødvendigvis kan findes i de spor, som er endt med at være med på sangen. Men hvor sangen helt sikkert aldrig var blevet til noget, hvis ikke vi havde fået idéen på Prophet’en først. « fortæller Mathias.


Han fortæller også hvordan, at samspillet mellem en god P-bas og breakbeats har spillet en stor rolle i mange af sangene, samt guitaren som nævnt tidligere. Ableton er igen også på listen og har fungeret som en kæmpe legeplads for dem. Mathias har udforsket mange af dens standard plugins, blandt andet ”Operator-synthesizeren”, som han fortæller danner grobunden for flere af sangene.


GEAR OG HARDWARE
- Macbook Pro
- Universal Audio
- Apollo X6
- Neumann TLM 103
- Moog Sub 37
- Sequential Circuits
- Prophet 6
- Fender Stratocaster
- Fender Precision
- Bass
- Line 6 Helix Lt


SOFTWARE - DAWS

- Ableton Live 10 & 11

- Logic Pro


SOFTWARE - PLUGINS

- Fabfilter

- Universal Audi

Native Instruments

Spitfire Audio